Om Andelsboligforeningen
Andelsboligforeningen blev dannet i 2003 på beboernes initiativ. Beboerne valgte i fællesskab at købe de lejligheder, som de boede til leje i, og siden da har foreningen været særdeles velfungerende og attraktiv. Se vores vedtægter og ordensreglement.
Andelsboligforeningen råder over 137 lejligheder, hvoraf ca. 35 udlejes.
Økonomi
Oplysninger om dette, kan meddeles til den nysgerrige ved henvendelse til Charlotte Bræmer-Jensen v/ Lou Advokat Firma
Administrator
Andelsboligforeningen har ansat LOU Advokatfirma til at varetage den daglige administration.
Bestyrelsen
Bestyrelsen i andelsboligforeningen vælges af beboerne til den ordinære generalforsamling hvert andet år, typisk i maj måned. Her vælges mellem 3 til 7 repræsentanter for beboerne i en periode af 2 år. Formanden vælges til generalforsamlingen, mens den øvrige konstituering foretages af bestyrelsen selv.
Bestyrelsen varetager foreningens drift i tæt samarbejde administrator og vicevært. Dette indebærer, at vi regelmæssigt holder bestyrelsesmøder, hvor vi diskuterer ad hoc problemstillinger herunder henvendelser fra beboerne (se praksis ved beboeranmodninger). Det kunne f.eks. være anmodninger om forandringer eller klager over støjgener. Desuden diskuterer vi vedligeholdelsesprojekter og opgaver udstukket af beboerne til generalforsamlingerne. Referatet fra det seneste bestyrelsesmøde kan ses på opslagstavlen ved viceværtens kontor.
Har du kommentarer til beslutninger foretaget af bestyrelsen, klager, forslag til kommende vedligeholdelsesprojekter eller bare en god idé, vil vi meget gerne høre fra dig.
Vicevært
Foreningens vicevært tager sig af det daglige vedligehold af vores bygninger og fællesarealer samt forefaldende vedligehold af lejelejlighederne.
Andelsboligforeningen består af 137 lejligheder, som alle er 2-værelses lejligheder med altan eller have. Størstedelen af lejlighederne er andelslejligheder, mens ca. 35 lejligheder udlejes gennem ejendomsadministrationen.
Udlejning
Foreningen udlejer ca. 35 2-værelses lejligheder med enten altan eller have. Kontakt vores administrator for at høre om mulighederne for at leje en lejlighed.
Køb/salg
Den enkelte andelshaver bestemmer selv, hvordan lejligheden skal sælges – dvs. om salget skal foregå via mægler eller ved privat salg. Der findes ingen venteliste for interesserede købere, så hold øje med markedet.
I forbindelse med salget skal der udarbejdes en rapport, som beskriver lejlighedens stand – en slags “tilstandsrapport” – hvor også værdi af eventuelle forbedringer opgøres. Rapporten udarbejdes af en sagkyndig, og udgiften hertil plejer køber og sælger at dele.
Dokumentudarbejdelse mm. foretages af vores administrator. Der bliver opkrævet et gebyr i forbindelse med udarbejdelse af papirerne.
Ved salg deponeres købesummen på en lukket konto hos administrators bank. Ca. 2-3 uger efter købers overtagelse af lejligheden kan sælger forvente at få overført provenuet, med mindre der er problemer i sagen.
Bestyrelsen SKAL altid godkende køber og købesummen, som højst kan beløbe sig til værdien af andelskronen, der fastsættes af generalforsamlingen årligt. Gældende juridisk praksis foreskriver, at der tages højde for negative ændringer i værdien af foreningens renteswap ved fastsættelsen af prisen for den enkelte andel. Derfor opgøres den aktuelle værdi ved ethvert salg, inden bestyrelsen kan godkende et salg. Se mere også foreningens økonomi.
Intern vedligeholdelse
Andelshaverne står ifølge vedtægterne § 10 selv for den indvendige vedligeholdelse og er ligeledes selv ansvarlig for reparation/udskiftning af hårde hvidevarer. Hvis andelshaveren ønsker at foretage ændringer eller forbedringer ved andelsboligen, skal der søges byggetilladelse herom, jævnfør vedtægterne § 11. Ved tvivlstilfælde kan du kontakte administrator, bestyrelsen eller viceværten.
Ordensreglement
Ordensreglerne for Andelsboligforeningen Skejby Vænge 99-299 er ment som en vejledning til alle beboere, således at vi bevarer et pænt og attraktivt boligområde med plads til os alle. Er der tvivlstilfælde omkring reglementet, så kontakt da viceværten eller bestyrelsen.
Affald
Beboerne forestår selv sorteringen af affaldet i de påbudte affaldsgrupper, og at affaldet kommer i de rigtige beholdere. Intet affald må henkastes på fortov, gade eller fællesarealer eller anbringes noget andet sted end i de tilstedeværende affaldsposer eller containere. Affald, som ikke fjernes med dagrenovationen uden ekstra betaling, skal beboeren fjerne for egen regning. Se mere omkring affaldshåndtering.
Altaner
Altaner skal renholdes af beboeren. Sne skal ligeledes fjernes fra altanerne af beboerne. Der må ikke installeres faste tøjtørringssnorer og lign. på altanerne. Der forefindes tørrekælder i blok 12.
Cykler, barnevogne o. lign.
Cykler, barne- og legevogne eller lignende må ikke henstilles på ejendommens trapper, gange eller altaner. Der forefindes i kælderen rum til opbevaring af disse. Dog skal det gøres klart, at disse ikke må henstilles i kælderens gange, men kun i de omtalte rum.
Haver
For beboere, der bor i stueetagen, hører brugsretten til et lille haveareal, der er omkranset med hæk, og som er beliggende i forlængelse af lejlighedens terrasse. Det står for beboerens egen regning at vedligeholde dette areal samt at beplante og tilså. Ved vedligeholdelse forstås, at havearealet skal være velholdt, fremstå pænt og præsentabelt hvor græs slås og hækken klippes. Hvis dette ikke overholdes kan beboeren holdes til regnskab for evt. udbedring af dette.
Husdyr
Det er tilladt beboerne at holde hund eller kat, når disse er forsynet med halsbånd/øremærke og i øvrigt ikke er til gene for naboer/genboer eller omkringboende i bebyggelsen. Efterladenskaber efter husdyr skal fjernes af husdyrets ejer. Katte og hunde må ikke besørge i sandkasser, på græsplæner, fortove, gange, kældre og lignende. Der må ikke holdes andre husdyr end kat og hund bortset fra stuefugle i bur og akvariefisk. Ønskes andre husdyr i lejligheden, ansøg da bestyrelsen om dispensation herfor.
Motorkøretøjer
Herunder også motorcykler og knallerter må ikke henstilles således, at de generer ind- og udkørslen for andre køretøjer. Knallerter og motorcykler må ikke henstilles i kælderen eller kælderrum.
Musiceren
Musiceren i erhvervsøjemed må ikke finde sted uden Bestyrelsens skriftlige samtykke. Anden musiceren samt støjende underholdning i øvrigt må kun udøves således, at den ikke er til gene for de øvrige beboere og aldrig efter kl. 23.00.
Paraboler
Da Fibia leverer bredbånd til området, er det ikke tilladt at opsætte egne paraboler.
Snerydning og fejning foran egen dør
Det påhviler beboerne selv at feje og rydde sne foran egen dør og trappe. Ved snerydning forstås, at der ryddes forsvarligt og foretages grusning. Der forefindes grus i de sorte plastiktønder, som står uden for teknikrummene. Rydning og vedligehold af fælles arealer foretages af foreningen/viceværten.
Støj
Hvis beboeren installerer vaskemaskine, opvaskemaskine eller andre tekniske hjælpemidler, må det ikke ved støj eller på anden måde være til gene for ejendommen eller dens beboere. Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj må ikke finde sted efter kl. 20.00. Bemærk, at nye installationer kræver en skriftlig godkendelse af bestyrelsen.
Der opfordres endvidere til, at alle beboere til enhver tid udviser hensyn og omtanke over for andre beboere i forhold til støjende adfærd såsom højlydt samtale udendørs og afspilning af radio/musik (se ovenfor).
Vask og tørring af tøj
Når beboeren ønsker at vaske og tørre tøj i vaskekælderen, reserverer beboeren tid i reservationssystemet. Har en beboer ikke 15 min. efter den reserverede tid indfundet sig i vaskekælderen og er begyndt at vaske, er enhver beboer herefter berettiget til at benytte den reserverede tid. Vaskekældere og tørrekælderen må efter endt afbenyttelse gøres ryddelig og ren, herunder rengøre vaskemaskinens sæbeskuffe og tørretumblerens fnugfilter. Tørring af tøj må ikke finde sted fra vinduer eller trapper. Trappeafsatser eller altaner må dog benyttes under hensyntagen til øvrige beboer.
Wc
Der må kun benyttes toiletpapir i Wc’erne, og intet som kan tilstoppe afløbet må kastes i Wc-skålen. Såfremt cisternen bliver utæt, skal dette straks anmeldes til viceværten. Sidstnævnte ang. utætte cisterner gælder dog jf. vedtægterne §10 ikke andelshaverne, da disse selv forestår den indvendige vedligeholdelse.
A/B Skejby Vænge
Viceværtens træffetider
Mandag: 07.15-15.00
Tirsdag: 07.15-15.00
Onsdag: 07.15-15.00
Torsdag: 07.15-17.00
Fredag: 07.15-12.00